|
Depression
- sjælens smerte
Depressioner er: afmagt, fastlåste ressourcer og meget
smertefuldt, og er desværre blevet en mere og mere
hyppig lidelse. Samtidig med den udvikling har medicinalindustrien
udviklet en medicin, som tilfører den deprimerede
de serotoniner, som hjernen mangler under en depression.
Dermed mener mange læger, at problemet er løst.
Men det er jo desværre symptombehandling, som ikke
gør noget til at finde årsagen til at hjernens
indhold af serotoniner bliver lav eller forsvinder.
Der er mange ting der kan udløse en depression: stress,
undertrykkelse af følelser og behov, fødsel,
forskellige traumatiske begivenheder, ændring i livsvilkår,
og der kan være meget dybe, og svært gennemskuelige
psykologisk årsager, som udløser denne meget
belastende tilstand.
Men der er den fysiske del, som kan måles i hjernen,
og det er tilsyneladende her den etablerede lægestand
standser, i sine forsøg på at afhjælpe
en depression.
Det kan også være helt nødvendigt at
behandle med antidepressiv medicin, for at en patient kan
få så meget ro i hovedet, at han/hun kan være
modtagelig for samtaleterapi, og selv begynde at medvirke
til sin egen healing. Men på længere sigt bør
årsagen til depressionen findes.
Symptomerne
på at du har en depression
- Du får tankemylder – kan ikke
styre dine tanker.
- Du mister appetitten
-
Du får koncentrationsbesvær –
kan ikke læse avis eller følge med på tv
-
Du er fysisk træt og orker ikke
dit arbejde
-
Du får meget let til gråd – i
forhold til hvad du plejer
-
Du føler ubegrundet angst
-
Du får tvangstanker
-
Du vender op og ned på dag og
nat, hvis du har mulighed for det
-
Du får forøget lyst til at dæmpe
dine følelser og tankemylder med alkohol eller andre
stimulanser
-
Du føler du ligesom lever under
en glasklokke, uden ægte kontakt med andre
-
Du reagerer følelsesmæssigt anderledes
end du plejer. Du er på den ene side ligeglad med alt,
men får også voldsomme humørsvingninger
-
Du bliver ligeglad med alting
og sætter spørgsmålstegn ved dine værdier
-
Du begynder at føre indre dialoger
med dem du evt. er vred på
-
Du føler dig afmægtig
-
De samme tanker dukker op igen
og igen, og kører i ring. Du kan ikke slippe af med
dem
-
Du isolerer dig – tager ofte ikke
telefonen og holder dig helst inden døre
-
Du føler at ingen forstår hvordan
du har det
-
Du har selvmordstanker
-
Du har stærke psykiske smerter,
som ikke er til at beskrive med ord
-
Du gider ikke tage bad og sjusker
i det hele tage med hygiejnen og udseendet.
-
Har mest lyst til at blive i sengen
om morgenen
-
Dine sanser er sløvere end normalt
(smags- lugte- osv.)
-
Du får pludselige aggressionsanfald
-
Du får motorik-problemer. Fx kan
din håndskrift ændre sig meget og blive svær at læse
Behandling
Når/hvis du går til læge vil han sikkert
forslå dig antidepressiver - også kaldet lykkepiller,
og nogen gange vil han henvise dig til en psykiater.
Hvis din depression er dyb - så dyb, at du ikke er
i stand til at passe dit arbejde, eller/og dit alkoholforbrug
er blevet stort, kan det være nødvendigt at
tage antidepressive midler i en periode. Uden det, kan det
være umuligt for dig at bruge samtaleterapi til noget,
fordi du ikke er i stand til at koncentrere dig om samtalerne
og forsøge at forstå, hvad det er der sker
med dig.
Serotonin
Antidepressive midler som fx cipramil, fontex m fl. øger
mængden af serotonin i hjernens nerveceller, og det
er mangel på det stof, der giver sig udtryk i depression.
Man ved ikke præcist hvad der får serotoninproduktionen
til at falde, men har fundet en sammenhæng mellem
fx rygestop og seretoninmangel. Derfor er man simpelthen
begyndt at behandle rygere, med antidepressiver som et middel
til rygestop, og vist nok med en vis succes.
Der er uden tvivl en sammenhæng mellem det, eller
de manglende stoffer i hjernen, og antidepressiv medicin
hjælper på depressionens værste symptomer:
hjernens funktion, Men det forklarer stadig ikke hvorfor
processen med den manglende produktion i hjernen startede.
Hvad det var der udløste det.
Psykiater
- psykolog
Lægen henviser til psykiater - ikke til psykolog -
fordi staten ikke giver tilskud til psykologbehandling undtagen
i tilfælde af selvmordsforsøg, voldtægt,
vold eller andre lignende krisetilfælde, som er defineret
i lægens henvisningsmuligheder.
En psykiater er en læge, som har specialiseret sig
i psykiatri. Dvs. psykiske sygdomme, og den medicin som
lægestanden mener bør bruges til at udbedre
psykiske ubalancer. Han er altså primært rettet
mod at behandle med medicin, og samtalerne med ham har primært
til formål at psykiateren kan finde frem til den medicin
og dosis, som han mener kan hjælpe dig. Altså
symptombehandling.
Du vil ofte opleve, at hverken læge eller psykiater
foreslår en nedtrapning af medicinen. Hvis du er over
40, og evt. har haft en depression før, vil lægen
ofte sige til dig, at det vil være bedst, hvis du
fortsætter med medicinen livet ud, for at undgå
at du får tilbagevendende depressioner.
Det behøver du ikke at affinde dig med, hvis du er
indstillet på at arbejde med dig selv, og selv gøre
en indsats for at finde årsagerne til depressionen
og arbejde med dét som udgangspunkt. Det vender jeg
tilbage til under afsnittet: "Hvad du selv kan gøre".
Hvis du har råd til det, kan jeg anbefale, at du -
når du har fået styr på tankemylderet
ved hjælp af antidepressiv medicin - går i samtaleterapi.
Hos en psykolog, eller en anden dygtig samtaleterapeut.
En psykolog vil, via samtaler, hjælpe dig til at finde
årsagen til din depression, og bearbejde den/dem,
så du med tiden forstår det, og kan tage redskaber
i brug, som kan hjælpe dig til ikke at gentage de
mønstre, som giver dig depressionen.
Det er naturligvis ikke altid handlinger du selv har været
herre over, men ved at forstå, hvilke psykiske mekanismer,
der udløser en depression, kan du i mange tilfælde
undgå det fremover, og lære hvordan du kan afvise
ting, som kan gøre dig syg.
En psykolog vil altid arbejde mod at finde årsagen
og behandle den, frem for kun at symptombehandle.
En psykolog vil også kunne give dig redskaber til
fremtidig handling.
Hvad
du selv kan gøre
Hvis din depression er dyb, og du har valgt at tage antidepressiver
i en periode, så forsøg at lave en aftale med
lægen om at trappe ned efter ca. 3 - 6 mdr. eller
bedringen kan begynde at mærkes.
Du kan selvfølgelig også bare selv gøre
det, men hvis din læge hører til de fornuftige,
bør han støtte dig i det, og vejlede dig i
hvordan du trapper ned. Lavere dosis, eller/og større
intervaller mellem indtagelsen, og han vil på den
måde kunne følge din udvikling.
Mit
forslag til din egen behandling af din depression er følgende:
·
- Akupunktur
- Frisk luft hver dag
- Motion
- Hyppig bad – og drikke meget vand
- Evt. lysbade
- Perikum, naturens eget depressive
middel
- Rydde op – fysisk og mentalt
- Forsøg at finde ud af, hvad din
depression vil dig.
Akupunktur
Henvend dig til en dygtig akupunktør, som kan give
dig behandlinger, der sætter din egen produktion af
endorfiner i vejret. Endorfiner er også et kemisk
stof, som vi selv producerer, når vi fungerer normalt,
og som giver dig livsglæde.
Mange læger har taget en akupunktøruddannelse,
som sætter dem i stand til at sætte nålene
i de rigtige steder, men de færreste af dem, har den
holistiske forståelse, og den dybere indsigt i akupunktur.
Mange af de læger, som udøver akupunktur, bruger
det som en ekstraindtægt, uden at sætte sig
dybere ind i menneskets komplicerede energisystem.
Derfor vil jeg hellere anbefale, at du i stedet bruger lidt
tid på at finde en akupunktør, som har uddannet
sig i Østen, hvor metoden stammer fra, og på
den måde har sat sig bedre ind i den holistiske måde
at se mennesket på som en helhed: krop, sind og sjæl.
Hvis du bor i Århus, kan jeg fx varmt anbefale Joachim
Hauser - 8612 6882 -, som i 1995 behandlede en genopblussede
depression hos mig med bare 4 behandlinger. Ud over nålebehandlingen
bruger han også akupressur. Han er dygtig og seriøs.
Frisk
luft her dag
Ilt er uhyre vigtigt for hele din krop og dens organer,
og ikke mindst for hjernen.
Den bedste ilt er frisk ilt, udendørs, og helst væk
fra bilosen, hvis det er muligt.
Vejrtrækningen er noget vi som regel bare tager for
givet.
Men måden vi bruger lunger og hjerte til at ventilere
resten af kroppen er uhyre vigtig. Derfor er vejrtrækningsøvelser
også en god måde at finde ro på. Vejrtrækningsøvelser
kan du lære på et yoga-kursus.
Den daglige gåtur og motionen ventilerer også
dine lunger og giver ro og følelsen af at have gjort
noget godt for dig selv.
Når man er deprimeret har man mest lyst til at blive
liggende under dynen så længe som muligt. Når
man alligevel har slæbt sig ud fra dynen og ind på
sofaen, og tændt for de mange tåbelige tv-serier,
der sendes på tv i dagtimerne, kan man sagtens blive
liggende der resten af dagen.
På den måde har man det nogenlunde trygt, og
føler ikke man risikerer aggressioner, grådanfald
og lignende, som når man er i selskab med andre mennesker.
Man forsøger at beskytte sig selv mod en adfærd,
som ikke forstås af andre og ikke er "socialt
acceptabelt".
Men dagen er måske blevet kort, fordi man har sovet
længe og pludselig har man ligget på sofaen
så lang tid, at det er blevet aftensmad-tid, og det
har man ikke lyst til. Aftensmad. Man mangler appetit.
Så tager man måske en enkelt øl og kikker
videre på tv, og inden man ser sig om er det blevet
sengetid for andre mennesker, og først nu er man
i ro med sig selv og sit indre, måske efter flere
øl og måske efter noget vin, og sultfornemmelsen
er sat helt ude af spil.
Så er det endnu en gang blevet en dag, hvor man intet
har udrettet, og man har højst fået rettet
nogle spark mod dem som har trådt på én
- inde i hovedet . Endnu en dag er gået, og man sidder
stadig i sumpen: man udretter ikke noget, og man taber sin
selvrespekt. Dag for dag, som går på denne måde.
Men det er helt almindeligt, at have det sådan.
Det er her, man skal tage en beslutning om, at man vil ud
af sin depression. Man skal tage en beslutning om, at man
skal ud i frisk luft hver dag.
I begyndelsen er det fint med bare et kvarter. En gåtur.
Et eller andet sted hen, hvor man kan se og iagttage noget
der interesserer en lidt. Det kvarter skal helst udvikle
sig til at blive ½ time, og senere til en hel time.
Hvis det er vinter og måske endda solskin og sne,
så er det en dag, hvor du høster meget stor
udbytte af din travetur, og din "investering"
giver udbytte i form af, at du får det meget bedre
efter sådan en.
Lyset og luften og den stimulans din krop får af at
bevæge dig, sætter også gang i produktionen
af serotonin.
Og - ikke mindre vigtigt - du øger din selvtillid
- din selvværdsfølelse, og det er også
en væsentlig faktor i din selvhelbredelse.
Men bare en lille gåtur hver dag, ændrer din
følelse af at have magt over tingene.
Når du opdager, hvor meget femten minutter ude i frisk
luft gør ved dine mentale evner til selv at tage
kontrol over dit liv igen, bliver du styrket, og får
lyst til at udvide med flere minutter, og pludselig en dag
opdager du, hvor meget styrke du får af bare at gå
en tur på ½ time om dagen.
Motion
Når
du bruger din krop, sådan som den er bygget til at
fungere, får du det bedre.
Dels stimulerer det kroppen til at producere endorfiner,
og dels er dine fodsålers berøring med jorden/gulvet
også en vigtig for din grounding - din jordforbindelse.
Under en depression er dit rodchakra i ubalance og du medvirker
til at bringe det i balance igen ved at bringe dine fødder
i god og solid kontakt med jorden eller gulvet.
At dyrke organiseret sport vil være fint, men hvis
du gerne vil vente med det, til du bedre kan finde ud af
socialt samvær med andre mennesker igen, kan du: gå
lange ture, cykle, grave have, gå til yoga eller fx
tai-chi, selv lave gymnastiske øvelser hjemme og
find selv på flere motionsformer. Svømning
er særlig godt, fordi du kan gøre det alene,
og du får rørt dig samtidig med at du er i
vand, hvilket din aura er rigtig glad for.
Yoga er særlig godt for dig i sådan en periode,
for øvelserne genopbygger de ubalancer hele din krop
er i, og her behøver du ikke deltage i noget socialt.
Du kan sagtens bare komme og deltage i undervisningen og
gå igen.
Det vigtigste er, at du bruger din krop, for den har brug
for at blive brugt.
Den er ikke bygget til at ligge på en sofa, eller
sidde 8 timer foran en pc hver dag. Og den protesterer på
forskellige måder, når den ikke bliver brugt.
Èn af dem kan være en depression.
Men bare en lille gåtur hver dag, kan give dig følelsen
af at have magt over tingene.
Bad
Det
daglige bad bliver ofte valgt fra, fordi du under en depression
føler dig så afmægtig og ligeglad med
den slags daglige gøremål. Du er træt,
orker ikke ret meget fysisk, dine sanser er sløve
og du bliver ligeglad med dig selv.
Men badet er vigtigt, ikke kun for hygiejnens skyld, men
også fordi din aura elsker den rensning, som badet
giver. Dina aura er et magnetisk energifelt rundt om din
krop, som hænger sammen med dine chakraer - dine energicentre.
Når dine chakraer er i ubalance er dit energifelt
rundt om kroppen det også. Ved at tage bad renser
og stimulerer du din aura, og det virker tilbage på
dine chakraer. Hjælper til at balancere dine chakraer,
og dermed hele din mentale balance.
Derfor er badet vigtigt, og hvis du lægger mærke
til det, så har du det altid meget bedre efter et
bad. Også selv om du ikke har en depression.
Derfor kan du hjælpe dig selv ved at tage det bad
hver dag, og gerne mere end ét bad. Det er god selvbehandling,
at beslutte sig for at tage et bad både morgen, midt
på dagen og før du går i seng.
Det har en hurtig og effektiv virkning på dit velbefindende.
Vand indvortes er også godt for dig. Drik gerne 2
- 4 l hver dag.
Lysbade
Fraværet
af lys om vinteren er årsag til depression hos mange.
Tilbagevendende vinterdepressioner er kendt og anerkendt
hos de fleste læger, som en ubalance, der sætter
niveauet ned for: energi, koncentration, almindelig velvære
og selvværd.
Selvom vinterdepressioner som regel går over af sig
selv igen, når dagslyset begynder at vare længere
omkring februar, er virkningerne af vinterdepressioner ikke
mindre belastende end andre.
Lysbade foran specialbyggede lysspejle kan hjælpe
meget. Nogle kommuner tilbyder leje af lysspejle i forbindelse
med svømmehaller, men det er langt fra alle. Hvis
man selv skal købe et lysspejl gør man det
hos forhandlere af hårde hvidevarer, og de koster
omkring 1800,- kr. Måske kan du splejse med andre
om indkøb af et lysspejl, hvis du kender andre, der
har det samme problem.
Derfor er det også vigtigt, at du sørger for
at komme ud og gå en tur, når der ligger sne,
og solen skinner om vinteren, for her er lyset stærkt,
og hjælper også dig til at lade dine indre "lysbatterier"
op.
Perikum
og fiskeolie
Naturen
har sit eget antidepressive middel: Perikum - også
kaldet Johannesurt.
Det er en plante, som vokser vildt i vores natur, i grøfter
og hegn, og den blomstrer fra juli til september. I den
periode kan man indsamle den, og evt. lave kryddersnaps
af den.
Du skal bare bruge blomsten, som er gul, men som har den
særlige egenskab, at hvis man gnider den mellem fingrene,
afsætter den en rød farve på dine fingre.
Fra gammel tid mente nogen at de røde prikker på
den gule blomst stammer fra det blod der dryppede, da Johannes
døberens hoved blev hugget af. Andre mener, at blomsten
stod under Jesu kors, og at det var blodet der dryppede
fra tornekronen, der manifesterede sig i blomstens meget
karakteristiske udseende. Andre igen mente at det var fanen
selv, som gav blomsten de røde prikker, fordi han
var vred over dens kraft.
Den røde farve kan ses på snapsen (eller vodkaen),
og efter bare et par uger, har du en flot, rød kryddersnaps,
som har en antidepressiv virkning, hvis du tager en enkelt
snaps om dagen, og den smager oven i købet udmærket.
Virkningen af perikum er så stærk, at man fra
medicinsk side har påvist, at man ikke bør
indtage perikum, hvis man tager visse andre medicinpræparater,
som fx hjertemedicin, da perikummen renser leveren for visse
andre medicinrester.
Så tal evt. med din læge, før du medicinerer
dig selv på den måde.
Perikum er også hovedbestanddelen i naturlægemidlet
Calmigen, som kan købes hos Materialisten.
Find selv en bog på biblioteket, som handler om lægeurter,
og se beskrivelsen af planten, med billede, så du
selv kan finde den i naturen.
Du kan også dyrke den selv i din have, og frøene
til den finder du på de frøstativer, der tilbyder
naturplanter eller fx på http://www.danspiring.dk/.
Du
kan naturligvis også lave the af perikum og du kan
også købe den i helsekostforretninger.
Den nyeste forskning (2004) har vist at et tilskud af fiskeolie
ligeledes har en gavnlig virkning mod depression.
Oprydning
Når
du får en depression er der noget galt i dit liv.
En af de metoder du kan bruge til at finde frem til, hvad
der er gået galt i dit liv, hvis du ikke allerede
ved det, er at rydde op.
Hvis du går i gang med at rydde op i skuffer og skabe
vil du opdage, hvor meget du går og gemmer på
af ting og sager, som du ikke længere har brug for.
Dels fylder tingene jo rent fysisk i dine gemmer, men de
fylder også i dit liv, og blokerer for, at du kan
få plads til de nye ting, som du har mere brug for
nu.
Disse ting og sager kan være alt lige fra tøj
du ikke bruger mere (eller måske aldrig fik brugt,
fordi det var et fejlkøb), til gammelt køkkengrej
og nips.
Tingene ligger og fylder op i dine skabe, men også
i dit mentale liv. Ved at tage det frem, kikke på
det, og erkende, at du ikke har brugt det længe, giver
du plads til det nye, som du har mere brug for nu.
Mange af de gamle ting indeholder energier, som du har bedst
af at skille dig af med, og samtidig kan der være
andre der kan bruge det. Så smid det ikke i skraldespanden,
hvis det kan have en nytteværdig for andre. Bær
det hen til den nærmeste røde- eller blå
kors og giv det dermed videre til andre.
Under den proces, vil du opdage, hvor meget du har holdt
fast i, uden at have brug for det, og det sætter gang
i din mentale proces med også at skille dig af med
de mere psykologiske "ting" som følelser
og holdninger, som også har udlevet sin tid, og som
du på den måde også kan skille dig af
med. Du vil blive overrasket over, hvor lidt af den slags
bagage du i virkeligheden har brug for.
Når du føler dig parat til det, vil du også
opdage, hvilke af de mennesker, som du omgiver dig med,
som ikke bidrager til at du har det godt, men som snarere
gør det modsatte for dig, og kan begynde at lægge
afstand til dem også.
Det medfører også, at du bliver bedre til at
se, hvilke mennesker, der vil dig det godt, og hvem der
måske bare snylter på dig og din velvilje.
Ofte opdager man, at man har mange mennesker i sit liv,
som egentlig mere er nogen man omgås af vane, eller
af angst for hvad der vil ske, hvis man "siger fra".
Hvad
vil din depression dig?
Jeg er overbevist om, at en dyb og langvarig depression
altid har en årsag. Eller måske flere.
Jeg forslår, at du selv tager ansvaret for din ubalance,
og begynder at grave i, hvorfor du er blevet syg, selv om
der i første omgang ikke ser ud til at være
en årsag.
At du - i stedet for kun at føle dig afmægtig
- begynder at kikke på dit liv og på hvordan
du bruger det.
Jeg er overbevist om, at når vi får en depression,
er det et spirituelt vink med en vognstang. Så bliver
vores nummer virkelig råbt op, og hvis vi overhører
det, eller ignorerer det, så har vi næsten selv
bedt om at blive "sat ud af spillet".
Mange mennesker lærer så meget af deres depression,
at de - bagefter - opnår et meget rigere liv, med
den livskvalitet, som vi alle fortjener og ønsker
os.
Jeg tror på, at livet er en gave, som vi selv har
valgt, og at vi også selv har valgt betingelserne,
ved at vi, sammen med vores spirituelle vejleder, har udset
os de forældre, og det kulturelle fundament, som giver
os de bedst tænkelige muligheder for at leve et liv,
hvor vi kan lære lige netop dét, som vi har
ønsket at lære i netop dette liv.
Det kan være svært at forstå, hvis man
kun møder modgang efter modgang, men så er
det, at man måske kan begynde at spekulere over, hvad
det er modgangen vil én.
Måske går man simpelthen i en helt forket retning,
i forhold til hvad det var man ville lære? Det kan
være svært at indse, hvis man er fokuseret på
et bestemt mål. Og man kan ofte føle sig "uretfærdig
behandlet".
Vi bliver jo opdraget og opfostret med en retfærdighedsnøgle,
som handler om, at hvis jeg gør sådan og sådan,
så går det mig godt. Fx, hvis jeg er god mod
andre mennesker, så vil jeg modtage kærlighed.
Men så enkelt er det desværre ikke, hvis man
kikker på de spirituelle love. Her gælder der
andre regler, end dem vi bliver opdraget med.
Fx virker næstekærligheden som om man vil høste
alt det man ønsker, hvis man er selvopofrende, og
giver afkald egne behov. Sådan fungerer de spirituelle
love ikke. Her har du først og fremmest en forpligtelse
til at oparbejde og vedligeholde den selvværd, du
er født med.
Hvis du giver afkald på den, ved at ofre dig for andre
- uden at gøre det fra hjertet - så vil det
ikke virke for dig.
Du er nødt til altid at konsultere dit hjerte, før
du træffer beslutninger, som har konsekvenser for
andre mennesker. Det kan være svært at afgøre,
hvornår du bare er egoistisk, og hvornår du
ser en god grund til at tilsidesætte dine egne behov
til fordel for et andet menneske.
Det der kan komme til at snyde dig her, er din barndoms
lærdom om næstekærlighed. Hvis du ikke
foretager dine "uselviske projekter*" fra hjertet
(modsat fra hjernen), så er du i virkeligheden i gang
med at udskrive regninger til din næste, som du ubevidst
forventer bliver betalt på et senere tidspunkt.
Og det er netop den slags "ubetalte regninger",
som kan føre til en depression, når du opdager,
at de ikke bliver betalt.
De færreste af os har kalkuleret kynisk med, at når
jeg nu sætter min karriere i stå for at passe
min syge mor, så vil jeg få en belønning
senere.
Den slags er meget svært at gennemskue, men hvis man
konsulterer sit hjerte grundigt, før man tager den
slags beslutninger, før man gør det, vil man
som regel også kunne mærke, hvad der er rigtigt
og hvad der er forkert for én. Og det er her, man
skal være stærk, og stole på sit inderste.
Så når du skal forsøge at finde ud af,
hvorfor du har fået din depression, skal du forsøge
at undgå selvmedlidenheden, som altid ligger på
lur, og i stedet forsøge at mærke dit hjerte,
og via det - og den dybe ærlighed det kræver
- finde det sted på din bane, hvor du har truffet
beslutninger, som du, dybest set ikke havde lyst til at
træffe.
Det kan være et væsentligt spor i din egen undersøgelse,
og er her du finder en vigtig del af kernen i dig selv.
|